Vi havde den bedste ferie på Mallorca og ungerne nød det og det gjorde vi voksne også. Malthe blev endelig vild med at bade og Ella hun er altså for det meste et meget nemt barn, så hun fulgte bare med når vi var på tur.
Til gengæld har jeg ikke været særlig kreativ. Havde regnet med jeg ville have masser af tid, men med 2 skønne børn 24 timer i døgnet så er jeg altså bare rigtig træt når de sover, efter at have været så meget på hele dagen. Måske jeg når lidt nu hverdagen begynder for jeg kan mærke jeg savner det. Jeg er blevet rigtig glad for at hækle, men har lidt svært ved at finde ud af hvor jeg skal købe garn og så er der lige det med opskrifterne, det er ikke helt nemt at tyde, men jeg prøver. Jeg vil rigtig gerne i gang med en vest til Ella, men kan ikke lige finde opskriften og så vil jeg rigtig gerne lave et lille sengetæppe til Ella, men igen, hvilket garn er godt til det? Ja, helt nybegynder, men jeg synes det er superhyggeligt. Vi har endnu engang flyttet rundt på ungernes værelse (de har et legeværelse og et soveværelse), synes selv det er blevet rigtig godt og Ella har fået fine vipler over sengen. De afrikanske hexagon skal på et tidspunkt blive til forsiden af en pude tror jeg.
Så hvis en hækleekspert læser med, må du meget gerne skrive hvor du køber garn til fornuftige priser og hvis du lige kender en nem opskrift på et sengetæppe:-)


