Wednesday, June 1, 2011

Så kom jeg lidt i gang


Det var det skønneste vejr i går (i hvertfald her i øst :-)). Jeg nød ikke at have så travlt, at få malet et par sættekasser og hente ungerne tidligt. Det er som om Ella er på vej ud af sin lidt problematiske periode hvor alt hvad vi gjorde var forkert og hun smed sig på gulvet og skreg pænt mange gange om dagen. I går var hun faktisk i skønt humør og kunne endda gå udenfor med mig uden at holde i hånden. Hun fandt også en skøn grusbunke, hvor hun længe sad og puttede grus i sin bil, ja, det var helt hyggeligt. Nu er det jo ikke fordi det ikke er dejligt at være sammen med mine børn, men Ella har virkelig temperament, og her har jeg de sidste par år levet i den tro at Malthe havde temperament og det jo var naturligt nok, for det ligger jo i blodet på colombianerne, men nej, jeg er blevet klogere. For Malthes temperament er intet i forhold til Ellas - og jeg er næsten helt sikker på at det kommer fra hendes far :-)

Malthe er blevet den lykkelige ejer af en fiskestang, så nu skal vi fiske på torsdag. Jeg har vist en enkelt gang som barn holdt en fiskestang, så jeg er helt nybegynder og blev helt overvældet af at læse instruktionen på bagsiden, men mon ikke vi finder ud af det. Malthe glæder sig og kan næsten ikke vente, jeg er bare lidt bange for at han bliver skuffet når han intet fanger efter 2 minutter, men nu må vi se.

Jeg har en grøn farve liggende som bare venter på at gøre sit til en lille drengesættekasse, så det må også blive i denne uge.
Ellers er jeg via May-Britt kommet på Pinterest Det virker super hyggeligt, men jeg har kun fået et billede på min væg indtil videre, men det er et ur som jeg bare må prøve at lave til ungernes værelse. Det kan ses her.

Projektet som stadig bare ligger og venter er jo hækleriet. Jeg er ikke kommet i gang og har egentlig besluttet at dette skal være min begyndelse. Fin opskrift og kan sikkert med en god portion tålmodighed blive til et lille tæppe - altså til Ellas dukke måske :-)

2 comments:

tantekrea said...

Du kan glæde dig til at komme i gang med pinterest - forhåbentlig når der er ferie og tid ;-)
Det er SÅ hyggeligt at snuse rundt derinde, men man bliver farligt inspireret.

Kreastunder said...

Ja, der er supermange skønne billeder og ideer til projekter. Lige nu prøver jeg at komme i gang med at hækle. Prøver at lave min første african flower hexagon, men det er lidt svært når jeg kun kan finde en opskrift på engelsk og dårlig forstår en hækleopskrift på dansk :-). Måske lidt dumt at kaste sig ud i som det først jeg nogensinde hækler...