Må tilstå at efter Malthe kom til at tabe kameraet på vores ferie går det ikke særlig godt med at tage billeder. Der er så mange situationer jeg gerne vil dele med jer. Måske jeg kan få nogle billeder fra mandens telefon (har selv en gammel gammel telefon der tager så dårlige billeder, at man dårligt kan se hvad det forestiller).
Herhjemme har vi lavet græskarlygter og danset en masse. Har to unger der ikke kan sidde stille så snart der kommer musik på. Så slås de om hvem der skal danse i sofaen (hvorfor er det lige at vores kæmpe stuegulv ikke kan bruges?). De er blevet rigtig gode til at lege sammen, men Ella er stadig ikke helt sikker på hvad Malthes hensigter er når han kommer drønende hen med hende med 120 i timen. Man kan godt forstå hende for det ene øjeblik er han den kærligst storebror der låner hende sin bold og forklarer hvordan hun skal stable klodserne og det næste øjeblik svinger han lige armen ud når han suser forbi så hun vælter. Det er ikke nemt at have en søskende :-)
Jeg kæmper stadig med rollen som mor til 2 og fuldtidsarbejde. Jeg tror stadig ikke helt jeg forstår hvordan andre når at arbejde. Synes jeg drøner af sted med ungerne alt for tidligt for at nå på arbejde og så snart jeg har undervist den sidste timer skynder jeg mig at hente dem igen. Når jeg har puttet dem og selv er faldet i søvn imens, så er der intet overskud tilbage til at nå alt det arbejde jeg ikke nåede efter den sidste time fordi jeg skulle hente børn. Der er simpelthen noget galt med tiden...
Sidste weekend holdt Lasse og jeg helt fri. Min mor hentede Malthe og Ella fredag og vi tog en smut til Helsingborg til lørdag. Det var super hyggeligt. En dejlig overskuelig by og vi fik både shoppet og spist aftensmad. Og jeg mener vi sad og spise uden afbrydelser og prøvede begge at huske på, at vi havde tid nok og jo ikke behøvede at sluge maden som man ofte gør derhjemme. Det må vi prøve en anden gang...
Alle min planer om at lave uroer, kort og hækle - det når jeg bare ikke i hverdagen. Jeg ville ønske der var tid til de hyggelige stunder, men sengen trækker når jeg endelig er færdig med det mest nødvendige. I burde næste se et billede af den bunke af tøj der mangler at blive lagt sammen. Tror snart den er over en meter høj. Måske det bliver denne weekend, hvem ved :-)
Fredag gider jeg ikke have dårlig samvittighed over jeg ikke arbejder, så måske jeg lige kan nå en række eller to på det hæklede tæppe. Målet er at det bliver færdigt til Ellas 2års fødselsdag om knap et halvt år:-)
God weekend
No comments:
Post a Comment